Frida Borello
Om forfatteren
Frida Borello
Min passion for at skrive har altid været en naturlig forlængelse af min medfødte fascination af fantasy og historie. Som autist har jeg aldrig følt, at jeg hører til i virkelighedens verden, så for mig er fantasiens verden et pusterum fra virkeligheden. Når jeg ikke skriver, dyrker jeg traditionel bueskydning på konkurrenceplan, skaber historier visuelt med mit kamera eller opsøger andres fortællinger gennem billeder, bøger, film og videospil. Fantasy er, med andre ord, en integreret del af alt, hvad jeg laver og dyrker.
Forfatterinterview
Hvad er det, du føler at lige præcis din genre kan?
Det, der er så fantastisk ved fantasy, er, at genren formår at favne de af os, der har svært ved at finde os til rette i den virkelighed, vi alle er bundet til. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er autist, og jeg voksede op med den klassiske autistiske tanke, at jeg er havnet i den forkerte dimension eller på den forkerte planet. Det lyder måske fjollet, men for mig er fantasy ofte mere virkeligt end virkeligheden, og næsten alt, hvad jeg foretager mig, er med henblik på at inkorporere mere magi i min hverdag. For mig virker det så naturligt, at der selvfølgelig er brudstykker af min identitet eller min sjæl – kald det, hvad du vil – der er gået tabt, da jeg, ved en fejltagelse, havnede i den her virkelighed. Når jeg opsøger fantasygenren, føler jeg, at jeg kommer et skridt nærmere på at finde de dele af mig selv, som jeg har mistet. Det er dét, fantasy kan: Give os et sted at høre til.
Hvad er din største overspringshandling når du skriver?
Pinterest er klart min største overspringshandling. Jeg bilder mig selv ind, at jeg er produktiv, når jeg bare liiige skal finde inspiration til en karakter eller en scene og springer hovedkulds ned i Pinterest-kaninhullet.
Hvad er dine ambitioner/dine mål som forfatter?
Mit helt store mål har altid været at skrive kontrakt med et forlag – og hvor er det vildt at tænke på, at jeg nu kan stryge dét af listen. Nu er mit mål at skrive og udgive endnu flere bøger og at udvikle mig som forfatter, så hver bog bliver bedre end den foregående.
Hvilke typer scener er dine yndlings at skrive?
Jeg kan især godt lide at skrive scener med en lidt dyster stemning. Sådan noget som at blive forfulgt gennem en mørk gyde eller være låst inde i en klam fangekælder. Og så elsker jeg generelt at skrive scener og historier, hvor modsætninger mødes og karakterer, som ikke kan fordrage hinanden, er tvunget til at samarbejde.
Hvad er dit yndlingsord?
“Alligevel” rummer både muligheder, håb og vilje – og en snært af trods. Det kan jeg ret godt lide.
Hvem har været din største støtte i din forfatterrejse?
Var det ikke for min mor, ville jeg ikke stå, hvor jeg står i dag. Hun var ikke kun betalæser på ‘Månen over Morka’ adskillige gange, men var også en daglig støtte, der lyttede til hver en ny idé, talte mig gennem plothuller og frustrationer og kom med sine egne kreative input. Hun var på mange måder lige så engageret i bogen og dens univers og karakterer, som jeg var. Så det virkede så naturligt, at jeg selvfølgelig skulle dedikere ‘Månen over Morka’ til hende – og hun blev da også rørt til tårer, da hun læste dedikationen. På hendes dødsleje tilbage i 2021 lovede jeg hende desuden, at jeg ville udgive bogen uanset hvad, og dét løfte forfulgte jeg. Det er mærkeligt at tænke på, at hun aldrig kommer til at holde den fysiske udgave af ‘Månen over Morka’, som hun så ofte sagde, at hun glædede sig til at skulle, men alligevel er hele hendes væsen en del af den bog. Og det synes jeg faktisk er et ret smukt perspektiv midt i sorgen over at miste hende.
Vidste du at …
Frida kan sige som en ravn (man er vel ikke fantasyforfatter for ingenting), og så besidder hun den mærkelige evne, at hun kan “ryste” øjnene. Man kalder det “voluntary nystagmus”, og det kan nok bedst forklares med en hurtig Google-søgning.
