Drømmer du om at færdiggøre din bog? Så er det Hi Writer du skal have fat i. 📖

Sortørnens Øje

Bidt af fantasy

Forfatterportræt af Simon Zander

Simon blæste ind på den danske fantasy-scene i 2021 med sin debutroman Inden det blå lys falmer. Han er en af medstifterne bag projektet Dansk Fantasy, har stort interesse for genren og skriver stort set kun inden for denne. Han nyder at nørde om sine universer, hvilket især kommer til udtryk i den magiske high fantasy-serie Sonetrilogien. Der er ofte en vinkel i Simons bøger, som handler om enten LGBTQ+, køn, ligestilling eller lignende.  

Når Simon ikke skriver bøger, arbejder han som grafisk designer, både som deltidslønjobber og som freelancer, hvor han sætter bøger op til tryk og laver bogomslag. Han har to fluffede vuffere, der hedder Toddy og Newton, og en sej forsker-neuropsykolog-kæreste, han laver projekter sammen med.  

Simon er uddannet i grafisk design og kommunikation, og han tager også rundt og holder foredrag om både forfatteri, fantasy og LGBTQ+ i bøger.  

Klassisk high fantasy

Sortørnens Øje

”Kundskaberne er lunefulde. Ligesom med mennesker, kan du aldrig vide dig sikker på, hvordan de vil reagere. De kan være smukke, men også forræderiske og ligefrem farlige. Hvis ikke du er varsom, suger de dig ind og forvandler dig til en sone.”

 

Da Sortørnens Øje bliver stjålet fra regenten af Zarnera, står den unge zarnerkvinde, Jafiel, over for en hævnmission. Med sine evner udi iskundskab må hun drage ud i en verden fyldt med det, hun hader allermest: mænd.

Langt derfra, i kongeriget Tochoran, sniger grevedatteren Emba sig rundt med skomagersønnen Romilon, men et frieri fra kongesønnen kommer i vejen for romancen. Snart vil de to ønske, at det var det største af deres problemer.

På kanten af verden arbejder den unge Benjah hårdt hver dag. En morgen er hans bedste ven og kollega forsvundet – og han er ikke den eneste. Stærke mænd forsvinder sporløst fra arbejderbyen Dokrehme.

De unge menneskers skæbner bliver flettet sammen i dette første bind af Sone-trilogien, hvor du aldrig ved, hvem du kan stole på.

To lande

World building

I Sortørnens Øje er der to lande, Zarnera og Tochoran.

I Zarnera er der syv store fæstninger, én for hver af zarnernes kundskaber. Alle er de navngivet med inspiration fra ord og ordstammer fra det danske sprog. Desuden hedder de fleste af fæstningerne også noget der hinter til, hvilke zarnere du finder i fæstningen. De syv fæstninger du ser på kortet, er Frostvang, Askenborg, Skovhjem, Skæbnekløften, Grymen, Fossum og Furvenu.

I Tochoran ser verden anderledes ud – Her kan du på kortet se flere af landets byer.

Bag om tocherne

Hvor Zarnera er styret af kvinder, er Tochoran anderledes. Tochoran er et patriarkat, ledet af kongen, Jarkenar Tochöx, der efter sigende er søn af Højfaderens slægt. Højfaderen er én af De Fem Fædre – tochernes panteon. Tochernes tro er en stor del af deres kultur, og fem himmelvendte fingre er et helligt symbol. De Fem Fædre repræsenterer på mange måder de værdier, man skatter allerhøjest i Tochoran; Højfaderen, Slægtsfaderen, Rangfaderen, Stridsfaderen og Den Sidste Fader.

„Først var der kun himlen, som Højfaderen havde skabt den. Da hans kvinde skulle nedkomme, skabte han landet, for at hans søn, Toch, havde grund at betræde. Højfaderen bad sin søn høste det land, der var blevet ham givet, for det var livets grundlag. For at afgrøderne skulle gro, skabte Højfaderen solen af sit eget hjerteblod og lod velsignet töch dale ned derfra. Sønnen var faderen evigt taknemmelig og lovede aldrig at vende en fader ryggen. Slægtsfaderen så, at sønnen var ensom. Han gav ham derfor en kvinde, som skulle være ham frugtbar og adlyde sin mand …” 

Vidste du at … Det sidste vers i tochernes skabelsesberetning siger at; „Folket var vokset i antal, og de ældste blevet svagelige, så Den Sidste Fader måtte tage dem med sig i ly af natten. Men alle måtte vogte sig, for natten var hans …” – noget tocherne har taget så meget til sig, at det er forbudt ved lov at være udenfor efter mørkets frembrud.

Book a free session