Anna Toftdahl-Olesen og Kira Axelsen
Om forfatterne
Anna Toftdahl-Olesen og Kira Axelsen
Anna: I real life er jeg egentlig genert og lidt fåmælt nogle gange, men på skrift. Oh boy. Jeg er sådan en “ekstrovert introvert”. Jeg hader store komsammener, familiefester, springer altid over sommerfest og julefrokost på arbejdet og kan være drænet en hel dag efter forældrekaffe på arbejde. Men stik mig et kostume eller noget jeg brænder for, og så skal du bare se løjer.
Jeg elsker musicals, at sy og være kreativ. Jeg har taget pioneruddannelsen i Fablab Spinderihallerne i Vejle, og kan lege med både 3D printer, laserskærer og vinylskærer, og det gentændte min kreativ ånd. Jeg syr en del tøj til os alle, jeg har sunget i kirkekor og været kirkesanger, og jeg kan utallige musicalsange udenad.
Kira: Jeg er mig, Kira, der også går under kælenavnet Ani (Fra Anakin Skywalker, fra min tid i Skywalker.dk). Jeg er nørdet, breder mig over mange genrer og medier – fra Silver Fang til the Walking Dead. Jeg er gamer og costumer. Jeg har spillet Pen and Paper, Play By Post og Live rollespil. Jeg har altid været kreativ, leget med tegninger og fotoshop og kostumer, og har som en anden svampespore fra The Last of Us overtaget kælderen bid for bid til hobbyrum. <- PS min kone skrev det her, og hun elsker mig stadigvæk.
Forfatterinterview
Hvad er det, du føler at lige præcis din genre kan?
Anna: Der er et eller andet ved det der med, at man kan bøje reglerne. Da jeg var lille, drømte jeg sygt om at kunne flyve, f.eks. At ophæve gængser regler for, hvad mennesker kan, tror jeg appellerer til mange. Det giver mulighed for at drømme, tage på langfart, tænke sig væk til en anden vej, hvor ting er anderledes, hvor rammerne for vores fysiske formåen er anderledes. Jeg tror altid mennesket har “fundet på” – og jeg tror altid, vi vil fortsætte med det.
Men samtidig kan du også sagtens “lege” alvorlige samfundsproblemer eller kærestesorger, eller død og ødelæggelse ind, og måske giver det en anden vinkel på det, at det ikke ligger alt for tæt op af vores egen hverdag. Måske er man mere åben overfor diverse problemstillinger, hvis man ikke helt direkte føler dem som et slag i hovedet.
Kira: Spice en kedelig verden op med noget “fantastisk”. Urban Fantasy tilføjer lige lidt magi til en meget genkendelig verden og hverdag. Tingene er “som de plejer” – men så alligevel ikke.
Det er også sjovt, når man har mulighed for at bibeholde sine “real world” referencer – når Jamie ser Star Wars, f.eks.
Hvad er din største overspringshandling når du skriver?
Anna: Øhm…. Instagram. Facebook. Canva… ved canva bilder jeg mig selv ind, at jeg stadig laver forfatterarbejde, fordi… øhm… det er jo moodboards, så… øh…
Andre gange leger jeg ananas i egen juice og genlæser de scener, jeg har skrevet, som jeg synes er fedest, ups.
Kira: InterNETTET. For det er så fuld af fristelser, og mærkelige ting man lige kan undersøge, og når først man er forsvundet ned i kaninhullet, såeh…
Hvad gør du, når processen bliver svær? Og hvordan fejrer du succeserne?
Anna: Drikker mere baileys. Både når det er svært, og for at fejre, hehe. Ej, når det går godt, så… må jeg lave noget, jeg gerne vil. Sy noget nyt tøj, spille sims. Eller bare flade ud og se en film eller tv serie med Kira <3
Kira: Jeg går min vej. Altså, måske ikke fysisk, men mentalt. Jeg laver noget andet, efterlader det og hopper i kaninhullet.
Succeserne fejres med… belønninger? En kop varm kakao? Et stykke chokolade? Mere youtube! Kontrakten fejrede jeg med en hel mundfuld champagne. Jeg drikker ikke.
Hvilke typer scener er dine yndlings at skrive?
Anna: Dødsscener! Eller i hvert fald scener, der “gør ondt”. Dem, hvor jeg virkelig sidder og lider med mine stakkels personer. Men er faktisk også nervøs for dem. Som Fan Fiction forfatter har jeg skrevet mange dødscener og grumme scener, og været ond ved mine karakterer. Men det var jo altid bare fan fiction. De kunne bare genoplives til næste tråd igen. Når jeg kommer til at slå nogen ihjel her, så er det finito. Så kan de ikke hives frem igen. Det er faktisk lidt uhyggeligt.
Kira: Jeg skriver ikke. Anna skriver. Men jeg kan bedst lide at plotte blood and gore og drab og ødelæggelse og mere blood and gore. Og så kan jeg godt lide at plotte vores bad guys og deres onde plots og hvad der nu kommer af overraskelser senere hen.
Hvad er dine ambitioner/dine mål som forfatter?
Anna: At røre folk. Jeg er vokset op med bøger, jeg er altid kommet på biblioteket, mine forældre læste højt for mig. “Toftdahl’er læser”. I mit hoved og mit hjerte har det altid været sådan, at når man er en Toftdahl(-Olesen) så læser man. “A reader Lives a Thousand lives”.
Jeg græd, da jeg manglede mine bagben sammen med tøjkaninen, jeg pressede mig gennem dørsprækken sammen med Bilbo, jeg blev smidt ud af Klanen med Ayla, jeg holdt Ramses II hænder sammen med Ahmeni, da han døde, jeg løb mod Overflødighedshornet med Katniss, jeg led med Han Solo, da Chewbacca fik en måne i hovedet. Jeg har været book hungover flere gange, end jeg kan tælle, og min drøm er, at nogen en dag, vil få samme forhold til mine personer, som jeg har haft til andres gennem tiden. At de vil røre nogen.
Kira: At blive færdig med den serie her (sagt med et dybt suk). Og hvis det går godt med serien, så… Fanart og Fanfiction. Altså, at jeg håber, nogen en dag vil lade vores karakterer leve videre i deres egne historier.
Hvad er dit yndlingsord?
Anna: At dømme efter min redaktørs drillende kommentarer, så “nikkede” – men altså, det er ret godt at nikke, ikke?
Ej, jeg kan ret godt lide beannaithe. Vi brugte virkelig lang tid på at finde på et navn til vores magiske race, og jeg synes, vi er landet et godt sted, med et navn der har forbindelse til den magiske races rødder, og samtidig lyder cool
Kira: Supercalifragilisticexpialidocious. Det har ikke supermeget med vores bog at gøre. Men det er et fedt ord, og meget vigtigt, det siger de selv i Mary Poppins
Hvordan har du det med redigering?
Anna: Kan vi snakke om noget andet? Ej, det er lidt blandet. Jeg gik i panik, da vi modtog vores første en trillion redaktørkommentarer, men det var måske mest udsigten til arbejdsbyrden?
Jeg synes det er hårdt. Og kedeligt. Og går usiiiiiiiiigeligt langsomt. Men på en måde er det også fascinerende, fordi jeg faktisk kan mærke, jeg rykker mig. Jeg kan mærke, når jeg lige scroller hen over noget nyt, jeg har skrevet, så kan jeg godt sådan lige gå baglæns og tænke “næh. Det skal du lige ændre. Ellers skriver Katja bare “show, don’t tell” til dig”
Det er lidt svært at forklare, men det føles som om, min måde at tænke tekst på, ændrer sig lige nu?
Kira: Jeg læser mest redigeringerne. De store træk tager Anna. Men jeg tager nogle typografiske ting med mellemrum og skrifttyper osv, og det er egentlig fint, fordi jeg har en tjekliste, og så skal jeg bare finde “alle direkte tale” og rette til.
Vidste du at …
Anna er synsk. Det lyder som noget fis, men altså, hun har en 6. sans. Hun tror, hun har vidst, før hun fik det at vide, hver gang vores venner har ventet barn, og hun har vist også ramt kønnet rigtigt med dem alle. Hun sagde også til Kira, før Karen havde ringet til os, at “hun tror, Karen har fået en bogkontrakt”. I samme øjeblik hun var blevet insemineret vidste hun også, at det ville lykkes. Der har også været nogle af mine dværghamstre, hvor hun har vidst, at de ville dø “I dag” når hun vågnede om morgenen. De færreste tror på det, men, den er altså god nok. Og altså, hvis I vil have en mere troværdig evne, så kan hun vrikke med ørerne?
Kira er sådan en “well of random knowledge”. Hun kan ikke huske de aftaler, hun har i næste uge, men hun lærer alle mulige mærkelig facts – både fiktive og virkelige og kan huske og anvende dem. Hun er typen, der sådan midt i en Star Wars film fortæller om, at Ackleyens (et rumvæsen) hovedskjold i visse civilisationer bruges som hovedpynt. Mens andre folk bare sidder og glor mærkeligt på mig. Hun ved om Jack Sparrow har lommer i sin skjorte eller ej, og hun kan spotte de forkerte støvler til et kostume på lang afstand. På visse områder er hun meget detaljeorienteret.
