Elisabeth Hjartdal
Om forfatteren
Elisabeth Hjartdal
Hej. Jeg hedder Elisabeth Hjartdal. Jeg er vild med at skrive meget mørke og dystre historier, mens jeg oftest render rundt i sommerfuglekjoler eller pastelfarvede kjoler ude i virkeligheden. Jeg har årskort til Zoologisk Have og skal altid se kaninerne først, når jeg selv tager derind.
Jeg stræber efter at være velkommende og sød. Det er noget, jeg kalder for at være en omgængelig forfatter. Jeg elsker bog- og forfatterfælleskaber, men jeg er også både introvert og den småkejtede type. Nå ja. Og jeg forsøger også at bryde tabuet om psykisk sygdom, da jeg selv kæmper med at forbedre mit mentale helbred.
Forfatterinterview
Hvad er det, du føler at lige præcis din genre kan?
TILFLYTTERNE er jo lidt en blanding af flere genrer, men hovedgenren dystopi kan noget helt særligt. Det er en fremtidsvision, der er langt fra positiv. Når du læser bogen, tænker du ikke: ”Sådan en fremtid glæder jeg mig til.”
Dystopi er en kritik af samfundet. Den kan belyse uretfærdigheder, som ikke er nye og opfundet af mig som forfatter, men bygger på begivenheder tidligere i historien. TILFLYTTERNE henter blandt andet inspiration fra Imperialismen og Romerriget.
Genren retter spotlyset mod de grimme sider af mennesket og får læseren til at reflektere over emnerne i vores verden, som den er nu.
Hvad er din største overspringshandling når du skriver?
At være forfatter kræver ekstremt meget selvdisciplin. Hold nu op, hvor skal man bare bestemme sig for at ”Nu gør jeg det altså!” Betyder det, at hver gang jeg sætter mig ned foran computeren, så klikker tastaturet bare derudad? Fingerspidserne gløder?
*Forestil dig en voldsom hovedrysten her*
Faktisk sker det langt oftere, at jeg veksler mellem at skrive én sætning og så overspringshandler i alt for lang tid bagefter.
Det der med at scrolle YouTube Shorts igennem er lige nu min største distraktion. For det er jo aldrig bare én kort video. Det bliver hurtigt til 50. Dansevideoer, børn på snowboard eller en kvinde, der undersøger, hvor længe hun kan blive siddende på en all-you-can-eat-restaurant, før hun bliver smidt ud. Nogle gange er det altså rart lige at koble hjernen lidt fra.
Desværre kan man ikke bare tænke sig til, at bogen bliver klar til udgivelse. Det kræver jo, at jeg rent faktisk får lavet noget en gang imellem.
Hvad gør du, når processen bliver svær? Og hvordan fejrer du succeserne?
Når skrivningen, redigeringen eller andre aspekter af processen bliver svær, er der for mit vedkommende to ligeværdige måder at tilgå det. Enten arbejder jeg videre gennem ”smerten”. Dér hvor alting føles frustrerende, og jeg hader alle ord på siderne. Det kræver en masse disciplin og viljestyrke, men jeg ved, at arbejdet med bogen i det mindste bevæger sig fremad. At jeg kommer nærmere en udgivelse i stedet for at stå stille.
Den anden tilgang har gradvist fået mere og mere værdi for mig. Og det er at holde pauser. Lad arbejdet med bogen være lidt. Når jeg redigerer, har jeg fx brug for pausen til at mærke efter, om en ændring, jeg har foretaget, føles rigtig. Så kan jeg efter noget tid vende tilbage og genlæse teksten med næsten nye øjne. Oftest er det også, når jeg holder de her pauser, at løsninger på plothuller popper op i mit hoved.
En tredje, hemmelig tilgang er at brokke sig. Det kan være til min mor, en veninde eller her på Instagram. Så kommer frustrationerne også lidt ud.
Omvendt er det også de tre steder, jeg henvender mig, når jeg vil fejre mine succeser. Så jubler jeg og krammer min mor eller laver en akavet dansereel.
Hvad er dine ambitioner/dine mål som forfatter?
Min største ambition som forfatter er at være sådan én, som folk ved, hvem er, når man siger navnet. Det kunne da være vildt fedt! Tænk, hvis så mange blev forelsket i mine bøger, at jeg var sådan en forfatter, som venner anbefalede hinanden at læse. At man til bogmesser bare skulle have fat i min bog. Jeg drømmer stort om at være nogens ’auto-buy’-forfatter.
Jeg synes allerede, at jeg fik en god forsmag på dette til Fantasyfestivalen ’23. Både læsere og kollegaer tog rigtig godt imod mig og TILFLYTTERNE. Tak for det.
Jeg blev heller ikke afskrækket fra at være på scenen. Så mere scenetid kunne sagtens ligge i mine planer fremover.
Jeg stræber desuden efter at være en omgængelig forfatter. Det betyder, at jeg gerne vil være den type, du både tør og har lyst til at henvende dig til. Da jeg begyndte min forfatterrejse, var der så mange søde forfattere, forfatterspirer og andre bogmennesker, der tog imod mig med åbne arme. Sådan vil jeg også gerne være.
Nå ja. Så kunne det også være fedt at modtage fan-art på et tidspunkt.
Hvem har været din største støtte i din forfatterrejse?
I lang tid turde jeg ikke sige højt, at jeg gerne ville være forfatter. For hvad hvis det aldrig lykkedes? Hvad hvis jeg ikke var god nok? Eller hvad hvis jeg delte det, og dem, jeg elsker, fortalte mig, at det ville være spild af tid at bruge energi på dén drøm?
Men i virkeligheden har det kun styrket min rejse til at blive udgivet forfatter. Først da jeg selv tog drømmen seriøst, kunne andre omkring mig gøre det samme. Mamma-bear (aka min mor) har ikke gjort andet end støttet mig. Hun synes ikke, det er fjollet at bruge energi og tid på noget, der gør mig glad.
Hun læste hele den version af TILFLYTTERNE, som jeg sendte ind til forlaget. Ikke fordi jeg bad hende om det, men fordi hun oprigtigt var interesseret. Og selvfølgelig var det også hende, der fik den allerførste signering (og en helt særlig en) i sit eksemplar af bogen.
Og nå ja. Min mor har også fået en ekstra tak trykt i starten af bogen.
Vidste du at …
Elisabeths party-trick engang var, at hun kunne slikke mig selv på spidsen af albuen. Hun har lige givet det et nyt forsøg nu hvor vi spurgte, men det kan hun altså ikke længere.