Line Sølvhøj Johansson
Om forfatteren
Line Sølvhøj Johansson
Jeg er født i 1982 og uddannet cand. mag. i dansk og kommunikation ved Københavns Universitet i 2009. Efter uddannelsen arbejdede jeg som journalist på forskellige redaktioner, blandt andre Vi Unge og Mad og Bolig. I 2016 opsagde jeg mit job og gik fuldtid med at skrive skønlitterært. Jeg er gift med Stefan, og vi bor tæt på København i en gammel lade, der er renoveret til bolig. Sammen har vi to børn, Emily og Elias. Derudover:
… startede jeg til dans, da jeg var tre år, og jeg danser stadig flere gange om ugen.
… begyndte jeg at skrive historier, da jeg gik i 2. klasse. Jeg opbevarede dem i en skotøjsæske og lavede lånerkort (jep, det var dengang!) til familien.
… er jeg født d. 21. december, men skulle have været født d. 24. Det er jeg alligevel lidt glad for, at jeg ikke blev.
… har jeg et langt større ordforråd skriftligt end mundtligt.
… er jeg vildt dårlig til at huske navne. Nogle gange kan jeg endda glemme, hvad mine karakterer hedder.
Forfatterinterview
Hvad er det, du føler at lige præcis din genre kan?
Realismegenren kan sætte ord på menneskers vilkår og facetter i livet, der oftest er forbundet med noget, vi ikke taler om eller bevidst lukker øjnene for. Genren byder op til, at man kigger indad og dykker ned i sine egne følelser, tanker og holdninger, men den kan også tilbyde os et nyt blik på folk omkring os. For mig at se, er det en genre, der kan åbne vores verdensbillede, og som i den grad inviterer til samtale og eftertænksomhed, og det, synes jeg, er en kæmpe gave ved realismegenren. Det er samtidig det, der giver mig lyst til at fortælle historier, fordi jeg er nysgerrig på mennesker og det, der rører sig i dem.
Hvad er din største overspringshandling når du skriver?
Det at skrive er faktisk min overspringshandling. Jeg kan altid finde tid til at skrive – især når jeg bør tage mig af huslige pligter eller andre praktiske ting. Er jeg inde i et godt skriveflow, udskyder jeg alt andet til sidste øjeblik – hvilket i øvrigtig slet ikke ligger til mig at gøre. Til gengæld kan jeg ikke skrive uden kaffe, så hvis jeg skal nævne en overspringshandling, må det være at lave kaffe. Jeg kan ikke skrive uden kaffe, sådan er det bare. Og jeg er helt narcissistisk omkring den. Jeg kan kun drikke af en bestemt type krus, når jeg skriver, og der skal tilføjes den helt rette mængde letmælk eller sødmælk (2/5) – aldrig skummetmælk. Men det er altså kun, når jeg skriver. Jeg kan godt drikke kaffe af alverdens krus og kopper på alle andre tidspunkter.
Hvad gør du, når processen bliver svær? Og hvordan fejrer du succeserne?
Hvis jeg går i stå i skrivningen, begynder jeg at arbejde omkring min historie. Det skal forstås sådan, at jeg i stedet laver noget, der er i relation til det, jeg skriver om. Det kan være at lytte til en podcast om emnet, læse relaterede bøger, se en film, der har samme problemstilling, skrive udkast til en bagsidetekst eller at tænke i opslag til sociale medier. På den måde får jeg en pause fra skrivningen, men er stadig i universet, og det giver mig som regel en masse ny energi og idéer til at fortsætte.
Jeg kan altid fejre noget med et godt glas vin, og så sørger jeg for at gøre lidt ekstra ud af udgivelsesdagen, hvor jeg inviterer de nærmeste til en reception. Egentlig ikke, fordi jeg bryder mig om at være i centrum, men fordi jeg virkelig gerne vil dele skriverejsen med mine nærmeste. For det er virkelig en rejse – en jordomrejse fra man skriver det første ord på det blanke dokument, til man står med den færdige bog i hånden.
Hvilke typer scener er dine yndlings at skrive?
Jeg er ret glad for at skrive scener, hvor der er stærke følelser på spil. Det skal helst nive i hjertet eller springe som sæbebobler i maven, når man læser scenerne, og jeg skal selv kunne mærke dem. Det er oftest de scener, jeg omskriver flest gange, indtil de føles helt rigtige. Jeg har flere gange følt mig helt forelsket eller mærket tårerne løbe ukontrollerede, når jeg har genlæst scenerne, og det, synes jeg, kan noget.
Hvad er dine ambitioner/dine mål som forfatter?
Jeg håber, at mine bøger rammer folk, giver indsigt og kan bidrage til, at vi møder hinanden mere ligeværdigt og med større åbenhed for hinandens forskelligheder. Alle har noget i bagagen, som ikke står stemplet i panden på dem ved første møde – eller også står det skrevet så stort, at det nærmest er umuligt at læse. Jeg vil gerne udvide læsernes syn på dem selv og på folk omkring dem. Og skal jeg tænke lidt større, så ville det være ret vildt, hvis en af mine bøger blev filmatiseret. Jeg skriver meget inderligt, så at se det fortolket visuelt ville være en vild oplevelse.
Hvad er dit yndlingsord?
Generelt har jeg en svaghed for sammensatte ord, da jeg synes, de giver ekstra dybde i sætningerne. I Hjerteflig er nogle af mine yndlingsord facadesmil, stjerneprikkede, forsamlingshusstemme og følelsescylinder – man kan næsten se og høre dem for sig. Derudover har jeg et inspirationsdokument på min computer med yndlingsord og sætninger, jeg synes, har lidt ekstra krydderi. Det kan både være sætninger, jeg selv har skrevet, men også sætninger fra sange, film eller anden litteratur, som har vækket noget i mig. Der var en dag en i min familie, der sagde: ”Havet er sådan et smukt lydtapet”, og jeg synes, det er den fineste sætning, som man både kan se og høre for sig. Så selvfølgelig er ordet ’lydtapet’ med i Hjerteflig.
Hvordan har du det med redigering?
Jeg er ret vild med redigeringsprocessen, både når jeg selv redigerer løbende, og når der kommer en redaktør på. Jeg kan blive helt høj af at finpudse ord og sætninger og se, hvordan historien strammes op og bliver mere skarp. Det kan måske lyde helt skørt, men jeg tror faktisk, at jeg er mere glad for redigeringen end selve skrivningen, fordi det er i redigeringen, at det magiske opstår. I mit tidligere job som journalist har jeg også været vant til, at det første udkast af en tekst ikke nødvendigvis er den endelige, så i min optik er redigeringen både en nødvendighed og det, der løfter historien og gør den unik.
Hvem er din målgruppe? Hvem håber du vil læse bogen?
Mine bøger henvender sig til unge, der er et sted i deres liv, hvor de for alvor skal til at stå på egne ben. Jeg synes, det er et interessant spring at gå fra barn til voksen, og der var så meget, jeg selv gerne ville have vidst i den alder, som jeg prøver at give videre med det, jeg skriver. Ikke bare et det skal nok gå– skulderklap, men at udvise forståelse for svære tanker, følelser og situationer. Jeg vil gerne have læserne til at vide, at man ikke er alene, selvom det nogle gange kan føles sådan, og at man som menneske indimellem slår sig på livet. Men selvom hovedkaraktererne er unge, kan bogen læses af alle, der kan lide litteratur, som graver ind i hjertet og tankerne.
Vidste du at …
- Line er ret god til at skimme bøger og stadig forstå meningen med dem. Det gør det nemt for hende at lave research, hvis hun for eksempel skal bruge faglig viden omkring et emne.
- Den bog Line selv har læst flest gange er ”Lyset vi mistede” af Jill Santopolo og ”Det ender med os” af Colleen Hoover. Begge historier synes Line er smukke, konstruktionen i dem er dragende og fortællemåden fantastisk.
