Hvad er din største overspringshandling når du skriver?

Helt klart mit eget arbejde! Jeg er syv lange og syv brede om at komme i sving med rent faktisk at skrive. I stedet læser jeg min tekst igennem de første ti gange, overvejer om der skal stå armygrøn eller støvgrøn og om det mon er vigtigt her, at solen spejler sig vandet. Jeg er ekstremt perfektionistisk, når det kommer til mit arbejde, og kan slet ikke turbo-skrive uden kvalitetskontrol. Men når jeg så først overvinder mig selv, begynder at skrive og bliver i processen, skriver jeg faktisk ret hurtigt og relativt godt allerede i første udkast. Jeg kan sagtens skrive syv timer i streg, og ende med en tekst, der skal bruge meget lidt redigering, før den er klar til redaktion. Jeg skal bare liiiige i gang, og så er det som om min hjerne har taget stilling til alt inden da.

Hvad er det, du føler at lige præcis din genre kan?

Jeg skriver jo i forskellige genrer.

Skal man være lommepsykolog, fandt jeg fantasygenren i en tid, hvor jeg havde brug for at flygte. Og det er dét fantasy kan – give et sted med ro og glæde, når virkeligheden ikke kan. Dét være sagt, har jeg som forfatter lært at elske den, for at kunne sætte fokus på virkeligheden. Fantasy kan gøre hårde emner mere spiselige for læseren, samtidig med at den kan lære fra sig og reflektere.

Sci-fi og den dystopiske genre lærte jeg hurtigt at elske som en form for udvidelse af fantasy-genren. Den kan for mig at se meget af det samme, men kan som oftest give et mere skræmmende og ikke helt så virkelighedsfjernt et billede af en potentiel fremtid eller konkvens af menneskeheden.

Realismegenren og romance er de genrer jeg stadig har bevæget mig mindst i, men som altid rumsterer i hovedet på mig. Jeg elsker dem begge for at være så fantastiske et billede af vores virkelighed, menneskets drømme og behov. Og for at kunne udfylde dem, på enkel og smuk vis.

Hvad gør du, når processen bliver svær? Og hvordan fejrer du succeserne?

Det lyder ekstremt ”helligt”, men jeg har faktisk sjældent sådan for alvor haft svære processer. Jeg kan godt have lidt en off-dag, hvor ordene ikke kommer helt så naturligt, men dem arbejder jeg mig igennem. Men når jeg så til gengæld har haft det svært, har det været med et brag. Den seneste svære proces var med Aldrig for evigt, som blev min karrieres hårdeste bogudgivelse, og nær aldrig var udkommet. Jeg kørte død, ikke kun i bogen, men hele branchen og mig selv. Herhjemme snakkede vi meget om hvorvidt bogen nogensinde udkom – og til sidst måtte vi også have snakken om, hvorvidt jeg ville være der, hvis den gjorde. Jeg var helt og aldeles under gulvbrædderne, og brugte min mand, Thomas ekstremt meget i den periode. Vi gik ture, snakkede om det samme igen og igen, jeg tømte hovedet med ligegyldigt tv, tudede og snakkede om det samme igen-igen-igen. Og lige så stille kom lyset tilbage.

Jeg ville ønske at jeg var bedre til at fejre succeserne. Det gjorde jeg meget i starten, men på et tidspunkt undervejs blev bøgerne nok lidt for meget en ”normal” ting for mig, og jeg glemte at fejre mine egne succeser. Så det forsøger jeg at gøre mere. Det er som regel ved at gøre noget sjovt, holde helt fri eller spise noget god mad. Faktisk kan jeg også godt finde på et fejre en færdigskrevet bog eller en udgivet med at skrive på noget nyt. Haha.