Beskrivelse
Udsolgte arenaer. Skrigende fans. Verdensturné.
Når lyset rammer scenen, er Nixon Emmerson alt, hvad folk drømmer om – popstjerne, idol og festens midtpunkt. Med #Synderne omkring sig lever han det perfekte, glamourøse liv.
Onsdag morgen. Træt i klasselokalet. Karakterer, der skraber bunden.
Nicklas Eriksen kæmper for at komme igennem 2. g. For presset. For usynlig. For meget af det hele – især når han også forsøger at skjule, at han i virkeligheden er Nixon.
For ingen må vide det. At popstjernen og skoleeleven er én og samme person. At Nicklas er ved at knække, mens Nixon bliver hyldet.
Men hvor længe kan man være to personer, før man mister sig selv? Og hvad sker der, når maskerne begynder at krakelere, og nogen ser igennem dem?
En roman om identitet, berømmelse og at turde være den, man er – også når hele verden kigger med.

fenjascorner –
“Er jeg misundelig på mig selv?”
Nicklas går i 2. g, forsøger at følge med i det faglige og er usynlig for sine klassekammerater, ikke mindst pigerne, og resten af verden.
Nixon er verdensberømt popstjerne med store turnéer og det vilde liv i overhalingsbanen med skrigende fans og masser af fester.
De to unge mænds liv kunne ikke være længere fra hinanden, men den store hemmelighed er, at de er den samme person. Der er bare ikke nogen, der må vide det.
Nicklas vs. Nixon er en velskrevet og spændende YA om at leve med to personligheder og forsøge at finde rundt i prioriteterne, når man har venner i begge verdener og ikke må eller kan blande dem sammen. Hvordan får man plads til kærlighed, når man hele tiden skal passe på ikke at nedbryde de vandtætte skotter mellem sine to liv? Og hvilke venner er de rigtige; dem der har valgt en for den man er, eller dem der har valgt en for den succes man har?
Det er en hæsblæsende periode i Nixons liv med koncerter og kendisfester, hvor alkohol og stoffer flyder i stride strømme. Og det er en hård periode i Nicklas’ liv med afleveringer og kedelige historietimer og venner der savner ham. Men der er grænser for, hvor meget et menneske kan holde til, og før eller siden må en af de to verdener bryde sammen, når det ikke er en mulighed at lade dem smelte sammen. Løgnene hober sig op hos både Nicklas og Nixon og enden må komme før eller siden.
Nicklas vs. Nixon er lige udkommet og er den første bog i en stort anlagt serie på syv bind om Synderne, der er navnet på Nixons vennegruppe. Jeg ser frem til at få lov at følge med i livet hos de unge mennesker, der hver har deres dæmoner og udfordringer at kæmpe med.